Centralbankerne spiller en afgørende rolle i enhver økonomi. En hovedopgave er at fastsætte styringsrenten, som fungerer som udgangspunkt for prisen på penge. Renteniveauet har stor betydning for forbrug, investeringer og aktiviteten i den offentlige og private sektor. Politisk indblanding har en tendens til at føre til et for lavt renteniveau.
Centralbankernes mål
I euroområdet er inflationsmålet omkring to pct. på mellemlangt sigt, men Den Europæiske Centralbank kan også tage hensyn til beskæftigelse, klima og konkurrenceevne, så længe det ikke sker på bekostning af prisstabilitet. I USA fik Federal Reserve sit dobbelte mandat fastsat af Kongressen i 1977, i dag konkretiseret som maksimal beskæftigelse og en stabil prisvækst på omkring to procent. Selve inflationsmålet blev først formaliseret i 2012.
Formålet med inflationsmålsætningen er at skabe forudsigelighed omkring priser og renter. Det giver virksomheder og husholdninger et grundlag for både forbrug og investeringer og dermed en sund økonomisk udvikling.
Lidt inflation er bedre end ingen inflation
Moderat inflation fungerer som en stødpude mod deflation, dvs. faldende priser. Deflation kan føre til lavere efterspørgsel, stigende realgældsværdier, faldende lønsomhed i erhvervslivet og øget arbejdsløshed. Lidt inflation og et positivt renteniveau giver også centralbankerne mulighed for at sænke renten i nedgangstider. Frygten for deflation var en af drivkræfterne bag den pengetrykning, som mange centralbanker gennemførte under finanskrisen.
Fordele ved en uafhængig pengepolitik
I sidste uges “Penge som kapitalismens styresystem” skrev jeg om, hvordan forkert prissætning af penge – for høje eller lave renter – kan have uønskede konsekvenser. Det faktum, at centralbanker i de fleste vestlige økonomier bør operere uafhængigt af regeringen, skyldes flere faktorer:
- Politikere, der vælges for korte perioder, har incitamenter til lave renter for at sikre vækst og lav arbejdsløshed, især før et valg.
- Politisk indblanding kan øge usikkerheden om fremtidig inflation og renter og dermed svække forbrug og investeringer.
- For lave renter kan udløse kreditvækst, svække valutakurserne, skabe for høj inflation og puste finansielle bobler op.
- Høj statsgæld kan give politikerne et incitament til at presse renten ned for at lette gældsbyrden.
- Pengepolitikken har en forsinket effekt. Centralbankerne skal tænke langsigtet, mens politikerne ofte fokuserer på det kortsigtede.
Flere akademiske undersøgelser har vist, at lande med uafhængige centralbanker generelt har lavere og mere stabil inflation uden at det har medført lavere økonomisk vækst. Sammenhængen er logisk: Politiske myndigheder kan have kortsigtede fordele af højere inflation eller lave renter, mens omkostningerne forbundet med faldende tillid, valutaforringelse eller lavere investeringer viser sig på længere sigt.
Uafhængighed er ikke en selvfølge
De mest uafhængige centralbanker findes i de nordiske lande, eurozonen, Storbritannien, Schweiz og USA. Tyrkiet, Argentina, Rusland og Kina er eksempler på lande med stor politisk indflydelse.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), er verdens vigtigste. USA har verdens største økonomi, de største finansielle markeder, fungerer som verdens reservevaluta, og amerikanske renter påvirker de globale renter. Fed blev oprettet i 1913, men den uafhængighed, vi kender i dag, kom først i 1951. Under depressionen og Anden Verdenskrig var Fed forpligtet til at holde sin styringsrente lav for at finansiere krigsindsatsen.
Hvad sker der i USA nu?
Udvalget i den amerikanske centralbank, som fastsætter renten, består af tolv medlemmer. Syv af dem sidder i bestyrelsen og er udpeget af præsidenten og godkendt af Senatet. Derudover deltager præsidenten for New York Fed samt fire medlemmer udpeget blandt de tolv regionale centralbanker. Alle regionale præsidenter skal godkendes af bestyrelsen.
Alle tolv regionale medlemmer skal enten genudnævnes eller erstattes i februar 2026. Ét bestyrelsesmedlem har for nylig trukket sig, og præsidenten har varslet afskedigelse af et andet. Hvis afskedigelsen bliver godkendt af retssystemet, kan præsidenten udpege to nye loyale medlemmer – ud over de to, han allerede har udpeget i sin første præsidentperiode. Tilsammen vil de fire kunne sikre flertal i bestyrelsen og eventuelt blokere for regionale medlemmer med afvigende synspunkter.
Hvordan kan Fed bruges politisk?
- Lavere styringsrente. Præsidenten ønsker en lavere rente end det nuværende interval på 4,25–4,5 procent. Med kontrol over bestyrelsen øges muligheden for flere rentenedsættelser, og markedet indregner nu en rente, der er 1,5 procentpoint lavere ved udgangen af 2026.
- Pres på markedsrenterne. En lavere styringsrente kan blive opfattet som inflationsdrivende, især i en situation med lav arbejdsløshed, høje toldsatser, lavere indvandring og en inflation, der i forvejen ligger over målsætningen. Det kan føre til, at de lange markedsrenter stiger, selvom styringsrenten sænkes. For at modvirke dette kan regeringen instruere Fed i at opkøbe stats- og realkreditobligationer for at dæmpe markedsrenterne – ligesom den japanske centralbank gjorde i perioden 2016 til 2024.
- Financial repression. USA har omkring 36.000 milliarder dollars i statsgæld, og et stort budgetunderskud udgør en byrde for regeringen. USA bruger omkring 1.000 milliarder dollars årligt på renteudgifter, hvilket er mere end dets forsvarsbudget. Hvis væksten i den amerikanske økonomi stiger kraftigt ved hjælp fra lave renter, kan det udløse højere inflation. Høj vækst kan dog føre til, at statens indtægter stiger mere end renteudgifterne, så længe renten ikke stiger markant. I så fald kan staten vælge såkaldt financial repression, det vil sige reducere den reale værdi af gælden ved at lade inflationen være høj, samtidig med at styrings- og markedsrenter holdes kunstigt lave. Under Anden Verdenskrig blev tiårige statsrenter fastlåst på 2,5 procent, selvom inflationen nåede op på ti procent. Statens gæld som andel af BNP faldt dermed fra 100 procent i 1946 til 60 procent i 1955.
- Geopolitisk pres. Under finanskrisen og pandemien blev dollarlikviditet en mangelvare i mange lande. Historisk har Fed stabiliseret markederne ved at levere dollarlikviditet til andre centralbanker. Politisk kontrol med centralbanken kan dog betyde, at adgang til dollaren i stedet bruges som et geopolitik pressionsmiddel frem for et redskab til at stabiliserer verdensøkonomien.
En ny æra på mange områder
Usikkerheden omkring Feds uafhængighed har indtil videre kun givet få reaktioner på markederne, sandsynligvis fordi det antages, at retssystemet vil forhindre en fuldstændig politisering. Situationen kan dog bidrage til en yderligere svækkelse af dollaren og øget efterspørgsel efter alternative valutaer som euro, guld eller kryptovaluta. Inflationen i USA kan stige, og det kan løfte de lange markedsrenter.
Samtidig kan en overophedning af amerikansk økonomi med ekspansiv finanspolitik, deregulering og øget kreditvækst understøtte amerikanske aktier på kort sigt.
En svækket uafhængighed kan ikke desto mindre underminere tilliden til de amerikanske statsfinanser, gøre inflationen mere ustabil og svække dollaren som anker i det globale finansielle system.
Er du i tvivl om, hvordan du bedst navigerer i urolige tider, eller hvordan din portefølje bør sammensættes? Udfyld formularen og vi vil kontakte dig hurtigst muligt.