Foto: Mikael Wallhagen. Kredit: Sotheby’s
Smykker og ure, som tidligere blev set som ren luksus og livsstil, omtales nu i stigende grad som alternative investeringsobjekter. Sotheby’s eksperter afslører, hvad man skal kigge efter på sekundærmarkedet.
Mikael Wallhagen, urekspert og leder af Sotheby’s EMEA Watch Department, og Jemima Chamberlain-Adams, leder af afdelingen Important Jewels, har begge mange års erfaring fra det internationale auktionsmarked. De deler deres indsigt i, hvordan de vurderer kvalitet, trends og potentiale, med Formue.
Hvordan vurderes værdien af et ur?
Efter snart tre årtier i branchen har Mikael Wallhagen opbygget en position som en af Nordens mest anerkendte eksperter inden for ure. Når han vurderer et ur, er der to ting, han især ser efter: Ægthed og tilstand.
– Først og fremmest handler det om ægthed, og der kigger jeg på alle delene af uret. Derefter vurderer jeg tilstanden. Er uret blevet poleret? Er urværket intakt og fungerer som det skal? Til sidst ser jeg på helhedsindtrykket og vurderer sjældenhed, proveniens og tilbehør. Helheden afgør, hvor værdifuldt og eftertragtet uret er, fortæller han.
Wallhagen ser en tydelig tendens på dagens marked, hvor uafhængige producenter får stadig større opmærksomhed.
– Mærker som F.P. Journe, Voutilainen, Dufour og nye navne som Rexhepi og Simon Brette vinder terræn. De repræsenterer håndværk og individualitet og appellerer til samlere, der søger noget genuint og anderledes, siger Wallhagen.
Der er én myte om ure på auktionsmarkedet, han gerne vil aflive: At alle luksusure er en investering.
– Det er en almindelig misforståelse, at ethvert dyrt ur vil stige i værdi. Men de rigtige modeller, som er i god stand og har en interessant historie, kan gøre det. Med god research og eksperthjælp findes der absolut muligheder.

– Køb noget, du elsker. Smykker og ure skal bruges og nydes, siger Sotheby’s smykkeekspert. Kredit: Sotheby’s.
Smykker med historie og håndværk
For Jemima Chamberlain-Adams, leder af Sotheby’s afdeling Important Jewels, starter vurderingerne altid med håndværket.
– Det allerførste, jeg gør, er at mærke på smykket, hvordan det ligger i hånden. Jeg mærker på vægten og hvordan det bevæger sig, om det føles solidt og raffineret. Et godt smykke kan afsløre kvalitet blot gennem følelsen, siger hun.
Efter den første vurdering tager hun luppen frem og begynder det, hun beskriver som »detektivarbejdet«: At lede efter skjulte stempler, signaturer og tal, der kan afsløre, hvem der har lavet smykket, og hvornår.
– Jeg ser på helheden – fra design og håndværk til materialer og tilstand. Sammen fortæller de historien bag smykket. Et af mine mest mindeværdige øjeblikke var vurderingen af to diademer, der formodes at have tilhørt kejserinde Joséphine Bonaparte. De havde været i en privat samling i over 150 år og var stadig i deres originale æsker. At undersøge disse var som at åbne et vindue til europæisk historie.
Ikoniske design er mest eftertragtede
Smykker fra internationalt anerkendte huse har vist sig at holde værdien bedst over tid. For eksempel er Cartier, Bulgari og Van Cleef & Arpels meget efterspurgte – både inden for klassiske og moderne objekter. Et Art Deco-smykke fra Cartier kan være lige så attraktivt i dag som for hundrede år siden, fortæller Chamberlain-Adams.
Hun fremhæver også, hvordan Bulgari har haft en stærk vækst de seneste år. På deres seneste Paris-auktion blev et Bulgari-objekt solgt for over fire gange den højeste prisvurdering.
– Skal du købe smykker eller andre samleobjekter på auktion, så vær ikke bange for at stille spørgsmål. Vi specialister er her for at guide dig og dele vores viden, fortæller hun.
Nye generationer af samlere
Både Wallhagen og Chamberlain-Adams peger på et generationsskifte blandt samlere. Yngre købere søger ofte uafhængige designere, dristige designs, særpræg og personlige historier. Sotheby’s har set flere farverige, anderledes smykker blive solgt langt over vurderingen. Ældre samlere holder sig derimod ofte til tradition og klassiske mærker. De forskellige præferencer gør markedet mere mangfoldigt end nogensinde.
For mange handler det om mere end værdistigning – det handler om passion for håndværk, historiefortælling og arv. Og som Chamberlain-Adams siger:
– Køb noget, du elsker. Smykker og ure skal bruges og nydes. Så får du både glæde og værdi – på flere niveauer.