Det er dyrt at dø i Danmark – sådan kan du spare skat og afgift

Skrevet af Malou Trebbien

I Danmark bliver den arv, du efterlader dig, pålagt afgift med op til 36,25 procent. Efterlader du dig en formue på mere end godt og vel 3,5 mio. kroner, skal dødsboet desuden betale dødsboskat. Bliv her klogere på, hvordan du kan spare både afgift og skat for dine arvinger.

En stor del af de midler, vi efterlader os, er allerede beskattede. Det kan derfor føles urimeligt at der sker yderligere beskatning når vi dør. Særligt når vi kun skal en tur over Øresund, eller med Oslofærgen, for at tilstanden er en helt anden. Det er nemlig væsentligt billigere at dø i Sverige eller Norge, hvor man f.eks. ikke betaler boafgift (”arveafgift”). Det er derfor ikke så mærkeligt, at rådgivningen hos skatteeksperterne i Danmark ofte handler om skatte- og afgiftsbesparelse ved død. Artiklen her forsøger at give et overblik, og stof til eftertanke.

Sådan beregnes boafgift i Danmark – og hvordan dine arvinger kan spare

I Danmark betaler langt de fleste arvinger boafgift af de arvede værdier. Kun ægtefæller og visse velgørende organisationer er undtaget. Boafgiften varierer alt efter hvilken relation arvingen har til arvelader. Livsarvinger (børn, børnebørn mv.) betaler f.eks. 15 procent i boafgift af den arv, de modtager fra deres forældre. Har du ikke børn, og er dine arvinger i stedet dine øvrige slægtninge, er boafgiften hele 36,25 procent. Fra 1. januar 2027 falder afgiften for søskende dog til 15 procent.

Boafgiften beregnes – minus et bundfradrag på ca. 400.000 – af hele dødsboets nettoformue, og dermed også af formue, der ikke ellers er pålagt skat/afgift. Hvis du f.eks. ejer en almindelig fast ejendom, som du selv har beboet, kan du som bekendt sælge denne og modtage friværdien kvit og frit. Indgår ejendommen i dit dødsbo, skal arvingerne derimod betale boafgift af nettoværdien. Tilsvarende hvis du har en opsparet kontant formue.

Da boafgiften altid beregnes som en procentdel af dødsboets nettoformue, bliver logikken ”Jo mindre formue, jo mindre boafgift”. Det kan altså ofte betale sig at slanke formuen op til sin død – og det er der faktisk også en anden årsag til, særligt hvis du ejer aktiver, der er skattebelagt. Mindre dødsboer slipper nemlig for beskatning – og her kan der være mange penge at spare for dine arvinger.

Læs også: Sådan åbner du arvesnakken med dine forældre.

Skattefritagne dødsboer i Danmark

Som hovedregel er alle dødsboer skattepligtige, hvilket bl.a. indebærer at dødsboet – dvs. i sidste ende arvingerne – skal betale skat af dødsboets indtægter og avancer (fortjenester). Det gælder bl.a. aktieindkomst, renteindtægter, gevinst på investeringer mv.  Beskatningen svarer dog langt hen ad vejen til beskatningen i levende live, og der er derfor ikke tale om en ”ekstra” skat. Til gengæld kan der opnås store besparelser, hvis dødsboets samlede værdier er under en vis størrelse. Det er nemlig muligt helt at fjerne visse skatter, der ellers ville være blevet udløst ved salg/overdragelse i levende live.

Et eksempel: Du har for 20 år siden købt 100 stk. aktier til en lav kurs. Aktierne er steget, og er nu 1 mio. kr. mere værd end da du købte dem. Hvis du sælger dem mens du lever, bliver du beskattet med 42 procent af gevinsten. Men hvis du stadig ejer aktierne ved din død, og dit dødsbo er skattefritaget, kan arvingerne sælge – eller overtage – aktierne uden at det udløser beskatning. De får dermed glæde af hele gevinsten på 1 mio. kroner.

Det bliver derfor i sådanne tilfælde vældig interessant at se på, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Formue har vores egen tax and legal afdeling. Hvis du har brug for hjælp er du velkommen til at kontakte os her.  

Hvornår er et dødsbo skattefritaget

Et dødsbo er kun skattefritaget hvis både dødsboets samlede nettoformue – aktiver minus passiver – OG bruttoaktivernes størrelse ikke overstiger 3.563.100 kroner (2026-tal). Begge dele skal altså være opfyldt. Ejendomme, der kan sælges skattefrit efter parcelhusreglen, skal kun medregnes når man opgør nettoformuen. Det er som udgangspunkt handelsværdien af aktiverne, der anvendes ved beregningen.

Er dødsboet skattefritaget, udløses der ingen skat ved salg/udlæg af dødsboets aktiver, ligesom indtægter ikke beskattes. Men selvom det ofte vil være en fordel af forsøge at nedbringe formuen, er det vigtigt først at se på formuesammensætningen. Har du skatterelevante aktiver som f.eks. selskabsandele, værdipapirer eller erhvervsejendomme? De største besparelser findes i dødsboer med skatterelevante aktiver, hvorpå der hviler en betydelig latent skat.

Læs også: Sådan forbereder du dødsboet.

Omstrukturering af formuen

Som det ses, kan det i mange situationer være en rigtig god idé at omstrukturere formuen, med henblik på at etablere et skattefrit dødsbo. Metoderne hertil afhænger både af din alder, og hvilke aktiver du efterlader dig. Der findes ikke en køreplan, der passer på alle. Det anbefales at søge professionel rådgivning, så du kan finde den løsning der passer bedst.

Nogle eksempler er:

  • Gaver til familien. Du kan afgiftsfrit give børn/børnebørn gaver for op til 80.600 kr. årligt (2026). Svigerbørn kan du give 28.200 kr. årligt (2026)
  • Familieoverdragelse af fast ejendom. Har du f.eks. et sommerhus, kan du efter omstændighederne overdrage det på en fordelagtig måde til f.eks. dine børn, til en overdragelsessum som er mindre end handelsværdien
  • Udskillelse af formuen via en ægtepagt. Er du gift, og har du børn, kan du med en ægtepagt etablere et fuldstændigt særeje med en værdi der ligger under grænsen for skattefri dødsboer. Hvis særejet indeholder aktiver med en latent skattebyrde, kan aktiverne arves uden denne skat.

Er vi den rette partner for dig?

Besvar de 8 spørgsmål nedenfor for at se, hvordan vi kan hjælpe. En medarbejder kontakter dig for en uforpligtende samtale, når formularen er indsendt.


Spørgsmål 1 ud af 8

Spørgsmål 2 ud af 8.

Spørgsmål 3 ud af 8. Flere valg er mulige

Spørgsmål 3 ud af 8. Flere valg er mulige

Spørgsmål 4 ud af 8. Flere valg er mulige

Spørgsmål 5 ud af 8.

Spørgsmål 6 ud af 8. Flere valg er mulige

Spørgsmål 7 ud af 8.

Tak for dine svar! Med henblik på en uforpligtende samtale, vil en af vores medarbejdere kontakte dig inden længe.





Hvis du ikke længere ønsker at modtage vores mails/SMS'er, kan du til enhver tid afmelde dig i bunden af en mail/SMS, eller ved at kontakte Formue kommunikasjon@formue.no. Du kan også afmelde via vores Privacy Policy. Læs mere om hvordan vi passer på dine personoplysninger i vores Privacy Policy her


 

Malou Trebbien Head of Tax & Legal

Malou Trebbien er Head of Tax & Legal hos Formue. Hun har en baggrund som advokat og har mange års erfaring som rådgiver inden for familieret og arveplanlægning med bl.a. oprettelse af testamenter, ægtepagter og fremtidsfuldmagter samt behandling af dødsboer.

Kontakt os