Fællesskabet øger produktiviteten

Ingen ser alt

Der er en række lærdomme, som følger af dette. For det første skal moderne vidensudvikling bestå af mange personer. Ingen ser alt selv. For det andet skal kommunikationen mellem dem flyde frit, så den, der skal tage næste trin, er klar over det forrige trin. For det tredje skal der være en kultur for at prøve nye veje og bryde med traditioner, da det at bevæge sig fra trin E til F tilsyneladende ikke har nogen værdi, før trin J er passeret. Derfor skal det være tilladt at eksperimentere og prøve sig frem samt at have tålmodighed hos ledelsen. Desuden, punkt nummer fire, skal alle turde sige noget – også de, der er generte og indadvendte, for ingen kan vide, om netop den idé er det, der kræves fra E til F.

Total faktorproduktivitet

Det er blevet sagt inden for økonomi, at jo mere man studerer produktivitet og økonomisk vækst, desto mere opererer man som en amatørsociolog. Grunden til dette er, at produktivitet i sidste ende er tæt forbundet med indre motivation. Det, der skaber eller blokerer for indre motivation, kan bedst forklares med psykologi og sociologi – ikke økonomi. Derfor findes der endnu ikke nogen konkret opskrift på, hvordan en virksomhed eller en samling virksomheder – altså et land – skal skabe høj produktivitet, hvor der er lav produktivitet. Økonomer nøjes ofte med at dokumentere selve produktivitetsudviklingen og studere, hvor stabil den er.

Der findes et nyttigt begreb, der skjuler sig bag nogle uskyldige bogstaver. Bogstaverne er TFP, og begrebet er “total faktorproduktivitet”. Det er den del af produktivitetsstigningen, der ikke kan tilskrives stigninger i de to kendte produktionsfaktorer arbejdskraft og kapital. Vi skal dvæle lidt ved dette, fordi det er vigtigt for at forstå verdensudviklingen i dag, hvor Kina og USA konkurrerer.

Arbejdskraft og kapital

Lad os tage det trinvist. Når virksomheden SuperFabrik skal producere Ultradimsen, har den brug for både arbejdskraft og maskiner (kapital). SuperFabrik producerer mere, når den får mere arbejdskraft. Og den producerer mere, når den får flere maskiner. Alligevel findes der et mæthedspunkt for sidstnævnte, hvor arbejdskraften efterhånden ikke kan udnytte flere maskiner for hver arbejder. Vi kan da sige, at vi har nået mæthedspunktet for kapitalintensitet.

Når det punkt er nået, kan SuperFabrik fortsætte med at øge produktionen ved at øge antallet af arbejdere og udstyre hver ny arbejder med samme kapitalintensitet som mæthedspunktet. Men ved at ansætte flere arbejdere vil produktiviteten for hver arbejder ikke stige, den vil kun være den samme. Og hvis de ekstra arbejdstimer kommer fra uerfarne nye medarbejdere eller erfarne, men overarbejdede medarbejdere, vil produktiviteten pr. arbejder faktisk falde.

Det er her, TFP kommer ind. For hvis hver arbejder arbejder smartere og klogere, kan produktiviteten stadig stige. Så øges produktionen, uden at antallet af arbejdstimer eller maskiner øges. Det er TFP. “T”-et i TFP antyder, at det er selve brugen af det totale antal faktorer, der bliver bedre.

Det handler om at finde smarte metoder

Nogle læsere tænker måske, at dette ikke er så vigtigt. Tænk om igen. Det er TFP, der er selve vækstkernen, for den har ingen begrænsninger. Antallet af maskiner har jo en begrænsning, for det spiller ingen rolle for en bonde på en traktor, om nogen giver hende en traktor nummer to. Antallet af arbejdstimer har jo en begrænsning, fordi mennesker bliver trætte. Men smarthed har ingen begrænsning.

Kina flader ud

I flere årtier har Kina oplevet en formidabel vækst, og meget af det har skyldtes en stigning i hver arbejders adgang til kapital. Kan Kina begynde at støde mod loftet for kapitalintensitet? I så fald vil det være Kinas evne til at opretholde høj TFP, der vil føre til fortsat vækst.

Diego A. Cerdeiro og Cian Ruane fra International Monetary Fund ser på dette i Working Paper 32 fra 2022 med titlen “China’s Declining Business Dynamism”. Her ser vi allerede i figur 1, at Kinas TFP steg kraftigt fra 2002 til 2015, men siden da er den faldet. Denne observation alene kan være nok til at vurdere, om Kinas kolossale vækst er fladet ud, og at det fra nu af vil have vækstrater som andre lande. I værste fald vil landets kommandostruktur føre til lav TFP og dermed lavere vækst.

Uddannelse fører til vækst

Produktivitet er ikke alt, men næsten alt. Vi har set, hvordan de store opfindelser har ført til enorme ændringer i produktionsmåder og produktionsmængder. Derefter har vi studeret forskellige faktorer, som økonomer er enige om betyder noget for produktivitet, men samtidig har vi set, at der ikke findes nogen enkel opskrift på, hvordan en virksomhed eller et land kan blive højproduktivt. Det er fordelagtigt at uddanne sin befolkning, anskaffe sig maskiner, elektrificere og digitalisere.

Dette forklarer en hel del. Faktisk ser det ud til, at variationer i antallet af maskiner og variationer i uddannelse mellem lande kan forklare op til 80 procent af variationen i bruttonationalprodukt per indbygger. Men er det årsagen eller virkningen? Man kunne jo forestille sig, at et land først bliver rigt og derefter satser hårdt på uddannelse. Det mest sandsynlige er, at årsag-virkningsforholdet er, som vi tror det er: uddan først befolkningen, og derefter oplev vækst. Erfaringer fra Sydkorea og Japan kan tyde på dette.

Kommer Indien?

Der er imidlertid betydelige X-faktorer i produktivitet. Vi ved ikke helt, hvad de er, bare at de er der. De er knyttet til villighed til at tage ny teknologi i brug (omstillingsevne), incitamentsstrukturer, kultur og normer samt organisering. Til syvende og sidst må økonomer indrømme, at der stadig er meget, de ikke ved om produktivitet. Det, at firmaer stadig går konkurs, og at hele lande er uproduktive, vidner om det.

Det man imidlertid ved, er, at det er et yderst godt tegn, hvis en virksomhed eller et land kan blive bedre uden at arbejde mere og uden at anskaffe sig flere maskiner. Da er TFP høj – og det er et godt tegn. Fordi Kina ser ud til at have scoret lavt på TFP de sidste 8-10 år, bekymrer vi os om, at Kina nu måske har gjort, hvad de kan. Da vil det være nye lande, der vil overraske. Hvad ville jeg holde øje med? Kinas nabo mod sydvest … Indien.