Det kan have vidtrækkende konsekvenser når et juridisk dokument er upræcist eller indeholder deciderede fejl – og AI kan vildlede dig. Fra fiktive domme i Højesteret til fuldstændigt opdigtede sagsfremstillinger; eksemplerne viser, at selv troværdige svar kan være forkerte.
Kunstig intelligens (AI) kan være et nyttigt værktøj i mange sammenhænge, men når det gælder juridiske dokumenter og vurderinger, som f.eks. testamenter, fremtidsfuldmagter, ægtepagter og skatteretlige vurderinger, er det vigtigt at være opmærksom på begrænsningerne. AI giver ikke altid fyldestgørende eller korrekte svar.
Selv avancerede modeller kan give faktuelle fejl, fejltolkninger af lovgivning, forældede eller opdigtede regler eller formuleringer, der ikke giver juridisk mening. Svarene kan fremstå overbevisende, men være forkerte, når de holdes op mod gældende ret. Små detaljer kan få store konsekvenser for dig og dine nærmeste.
Når fakta bliver opdigtet
I Danmark har Advokatsamfundet været ude med advarsel om at anvende AI ukritisk i relation til juridisk rådgivning efter tilfælde, hvor flere brugere har berettet om at AI-værktøjer har genereret fejlagtige eller opdigtede retskilder.
Der har også været sager omtalt i udenlandske medier, hvor jurister har opdaget at AI-værktøjer foreslog domme og henvisninger, som ikke eksisterer, eller fejltolkede lovgivningen. Det har ført til øget fokus på kildekritik og professionsansvar
AI kan være en stor hjælp til blandt andet at strukturere data, skabe overblik og finde ny data. Men det er vigtigt at de forskellige værktøjer ikke anvendes ukritisk, og, i relation til juridiske dokumenter, at de anvendes af personer med juridisk kyndighed. Ellers stilles der ikke nødvendigvis de rigtige spørgsmål, og eventuelle fejl opdages ikke.
Læs også: Tre skjulte farer ved kunstig intelligens: Sådan beskytter du dig mod truslerne.
AI stiller ikke de nødvendige opfølgende spørgsmål
God juridisk rådgivning handler ikke kun om at skrive et dokument – det handler om at forstå dig, dine ønsker og din situation. AI stiller sjældent spørgsmål om familieforhold, selskabsstruktur, udenlandske aktiver eller særlige fordelinger. Derfor kan dokumentet ende med at blive noget andet, end det du faktisk har brug for.
AI vil ofte formulere noget, der kan være sandt på et overordnet niveau, men som ikke dykker ned i alle undtagelserne og forbeholdene. Læser man teksten ukritisk, kan det synes som om der findes konkrete enkeltsager, der understøtter synspunktet, uden at der nødvendigviser en verificerbar kilde. Det kan også være, at værktøjet giver noget af informationen, men ikke nok til, at man får helheden, og dermed kan du drage forkerte konklusioner.
Dine dokumenter skal skræddersys – AI leverer standardløsninger
Testamenter, ægtepagter og fremtidsfuldmagter skal tilpasses din situation og dine ønsker. AI laver ofte generiske forslag uden at tage højde for kompleksitet og helhed, og resultatet kan blive upræcist eller i værste fald helt ugyldigt. Vi har mange eksempler på kunder, der har brugt standardløsninger uden at forstå konsekvenserne. Det vigtigste en juridisk rådgiver kan hjælpe med, er at forklare reglerne og stille de rigtige spørgsmål, så du er sikret det resultat, du ønsker. AI tager ikke ansvar – det gør vi.
Et gyldigt juridisk dokument skal overholde lovgivningen, være klart formuleret og kunne holde til fremtidige konflikter. Konsekvenserne af fejl falder på dig og dine pårørende.
Læs mere: 5 vigtige juridiske dokumenter
Der er sjældent noget at spare ved at starte med et AI-udkast
Selvom mange håber at reducere omkostninger ved først at bruge AI, skal rådgiveren alligevel udføre hele arbejdet fra bunden: behovsafdækning, vurderinger, rådgivning og udarbejdelse. Det tager ofte længere tid at rette fejl end at lave dokumentet fra starten. Eksemplerne ovenfor viser, at selvom svar fra AI kan virke meget realistiske, er det afgørende at få rådgivning fra nogen med juridisk indsigt, der kan stille de rigtige spørgsmål og afstemme juraen med de faktiske forhold.
Professionel juridisk rådgivning kan ikke erstattes af en chatbot. AI er et spændende værktøj, men kan ikke erstatte juridisk kompetence, hvor præcision, individuelle vurderinger og rådgivning er afgørende. Du får det bedste resultat, når vi udarbejder dokumenterne sammen – skræddersyet til dig og dine behov.