Hvis maskiner og instrumenter skal udnyttes bedst muligt, skal mennesker have viden om, hvordan man gør det. På fagsprog kaldes det “humankapital”.
Dette er den anden artikel i artikelserien om produktivitet, skrevet af Erling Røed Larsen.
Økonomer ved ikke alt om, hvad der skaber produktive virksomheder og lande. Hvis de vidste en masse, ville ingen virksomheder gå konkurs – og alle lande ville være rige. Når vi ser os omkring, ser vi, at virksomheder går konkurs. Og ikke nok med det, landene er fattige, på trods af at der findes klare historiske beskrivelser på, hvordan politikere kan hjælpe med at omdanne lande fra landbrugssamfund til teknologiske stater. Det er allerede sket i en række lande. De mest spektakulære rejser blev foretaget af England (fra 1770’erne), USA (fra midten af 1800-tallet), Tyskland (to gange, fra 1800-tallet og fra Anden Verdenskrig), Japan (fra Anden Verdenskrig) og Kina (fra 1980’erne).
Lad os se på kilderne til produktivitetsstigninger og derefter diskutere, hvordan vi kan gætte på, hvilke faktorer der er vigtigst. Lad os starte med det, der ikke er vigtigt – men som alle synes er vigtigt.
Læs også:
Artikel 1: Hvad er produktivitet? – Formue
Artikel 3 (publiceres 22. juli): Mysteriet produktivitet – Formue
Artikel 4 (publiceres 30. juli): Fællesskabet øger produktiviteten – Formue
Naturressourcer fører ikke automatisk til rigdom
Mange mennesker tror, at lande med god adgang til værdifulde naturressourcer er rigere end lande uden værdifulde naturressourcer. Det er ikke tilfældet. Vi kan nemt aflive denne myte ved at se på Japan. Det er et land uden megen adgang til ressourcer (bortset fra nogle fisk). Alligevel rangerer Japan meget højt, når det gælder produktivitet og levestandard. Omvendt kan vi se på Argentina, som er et stort land med mange værdifulde ressourcer. Bare navnet antyder, hvad landet indeholder; argentum er sølv på latin. Det betyder, at vi har mindst to lande, som ikke lever op til mønstret om, at naturressourcer gør et land rigt.
Ressourceforbandelsen
Der findes et fænomen, som kaldes ressourceforbandelsen. Det er baseret på ideen om, at det kan være ugunstigt for et land at finde værdifulde naturressourcer. Økonomer har dokumenteret, at der for en række lande er et omvendt forhold mellem ressourcerigdom og vækst.
Mange økonomer har derfor interesseret sig for Norge, fordi Norge – i hvert fald indtil videre – ser ud til at have undgået ressourceforbandelsen. Hvorfor og hvordan? Det, forskerne mener at vide, er, at en af de ting, der ødelægger lande med rig adgang til naturressourcer, er, at det påvirker lysten til at arbejde og skabe negativt. Det bliver mere lukrativt at placere sig tæt på dem, der har pengene, end at være kreativ. Norge formåede at afskærme sin økonomi fra store indkomststrømme og reducerede derfor deres indflydelse.
Et Kodak-øjeblik
Nogle læsere vil sige, at dette kun gælder for lande; virksomheder kan ikke lide samme skæbne, for der er præstationsstandarderne højere og kontrollen med sløseri mere grundig. Nå, men tænk igen. For også virksomheder kan blive mættet af succes – og skabe en kultur af sløsethed. Tag nu Kodak. Virksomheden var verdens største inden for fotografi, og det var Kodak, der introducerede farvefilmen i 1935, det første håndholdte digitalkamera i 1975 og den første foto-cd i 1992.
Alligevel lykkedes det ikke at skabe en intern kultur, der fremmede forandringsvillighed. De blev ladt i stikken, da den digitale revolution gjorde film til kameraer overflødige. I 2009 indstillede virksomheden produktionen af farvefilm – efter 74 succesfulde år. De søgte om konkursbeskyttelse i 2012 – og solgte mange af deres patenter til Apple, Google, Facebook, Amazon, Microsoft, Samsung og Adobe.
Af disse to eksempler kan vi lære, at der ikke er nogen automatisk sammenhæng mellem adgang til naturressourcer og produktivitet. Der er heller ikke nogen automatisk sammenhæng mellem tidligere succes og fremtidig succes. I bund og grund ser det ud til, at det er landets og virksomhedens befolkning, der har valget om, hvorvidt et land eller en virksomhed vil være meget eller lidt produktiv. Så hvilke faktorer bestemmer produktiviteten?
Giv folk maskiner og viden
Den mest oplagte måde at øge produktiviteten på er at udstyre medarbejderne med instrumenter, der gør dem bedre. I økonomi siger vi, at dette øger kapitalintensiteten, fordi “kapital” er betegnelsen for reelle faktorer, der forstærker den menneskelige indsats, dvs. alt fra en hammer til en fabrik. Det klassiske eksempel er en landmand, som arbejder bedre med en traktor end med en hest. Det moderne eksempel er en radiolog, der arbejder smartere med kunstig intelligens i fortolkningen af røntgenbilleder sammenlignet med visuel inspektion alene. Men hvis maskiner og instrumenter skal udnyttes, skal mennesker have viden om, hvordan det skal gøres. I tekniske termer kaldes dette “humankapital”.
Humankapital er afgørende
Humankapital er det, vi akkumulerer, når vi bliver undervist eller på anden måde lærer noget. Mankiw et al (1992) viste, at når man ser på variationen i fysisk kapital og humankapital på tværs af verdens lande, kan man forklare omkring 80 procent af variationerne i bruttonationalproduktet pr. indbygger i den arbejdsdygtige alder. Med andre ord kan antallet af maskiner og uddannelsesniveauet forklare fire femtedele af, hvorfor nogle lande er så produktive, og andre ikke er.
Det er et stort tal, for det betyder, at når et land anskaffer sig gode maskiner og uddanner sin befolkning, er det stort set garanteret at have høj produktivitet og blive et rigt land.
Det er netop det, der forklarer det japanske mirakel, som verden oplevede frem til 1990, og det kinesiske mirakel, som verden har oplevet fra 1990 og frem til i dag. Begge disse lande sørgede for at udstyre deres befolkninger med kapital og give dem mulighed for at tilegne sig mere menneskelig kapital.
Da det er så åbenlyse drivkræfter for produktivitet, er spørgsmålet egentlig, hvorfor ikke alle gør det? Og det bringer os et skridt nærmere produktivitetens mysterium. Ingen kender den nøjagtige opskrift på produktivitet, men det er nu veletableret, hvad nogle af ingredienserne er. Alligevel er der virksomheder og lande, som vælger den fra.
Teknologi er en nøgle
En af disse faktorer er teknologi. Teknologien i dag er så avanceret, at hvis vi havde flyttet vores bedsteforældre til vores tid, så de var på samme alder som os nu, ville de være blevet helt chokerede.
At teknologien ændrer folks liv, så generationer ikke kan genkende hinanden, hører det moderne industrisamfund til – og det har kun varet i ca. 250 år. Men det er værd at studere. Det siges, at det tog England 100 år at blive industrialiseret, Tyskland færre år og USA endnu færre år. I vores tid har Japan og Kina klaret det på rekordtid; kun et par årtier. Det er noget, økonomer lægger mærke til, fordi det betyder, at opskriften er der. Men mange lande i Afrika, Sydamerika og Asien har ikke fulgt den opskrift. Med andre ord er teknologi og tilgængelighed af teknologi ikke nok.
Det er et paradoks, som verdens økonomer anerkender: Teknologien findes. Den skal bare udnyttes. Men i mange samfund sker det ikke. Vækstforskere konstaterer, at Sydkorea og Egypten var på samme niveau for et par årtier siden, men så traf landene forskellige valg. I dag er Sydkorea en af verdens teknologiske ledere, mens Egypten halter bagefter. Hvorfor er det sådan?