Formues senior familierådgiver Helena von der Esch skriver om at bidrage til, eller ikke bidrage til den næste generation. Er det en succesfaktor at lade børnene arve en velfyldt skattekiste, eller at give dem frie tøjler til at forme deres eget liv – uden en skattekiste? Hvor ligger drivkraften bag passioneret iværksætteri egentlig?
Sådan indleder Kristina Lugn den sidste strofe i sit digt “Du ska få ett panoramafönster” (dansk: “Du får et panoramavindue”). Jeg bliver ofte mindet om dette digt, når jeg hører interviews med vor tids succesfulde unge iværksættere.
Når de bliver bedt om at svare på hvordan det er, pludseligt at være ekstremt rig, er det ikke usædvanligt, at de i forsvar siger at deres formue begynder og slutter med dem selv. At deres børn ikke skal arve noget, at deres børn ikke skal gå gennem livet med en guldske i munden, at deres liv ikke skal finansiere af forældrenes formue. De skal skabe deres eget liv, skabe deres egen motivation, fuldstændigt lige som jeg selv.
Motivationen og drivkraften som skabte grundlaget for iværksætteriet, findes oftest i barndomsoplevelser, måske arbejdsløshed, fattigdom mv. Det er som når fotomodeller sammenligner deres barndom med eventyret om den grimme ælling som voksede sig til en smuk svane.
Er det rigtigt at fravælge næste generations muligheder for at forvalte og udvikle forældrenes formue i troen på at det giver dem en stærkere og mere ægte motivation?
Hvor længe skal vi fortabe os i spørgsmål om, hvordan rigdommen skal styres af tredjeparter, eller hvor meget af rigdommen der anses for passende at give videre. Og hvordan forklarer du dine voksne børn, at de ikke vil begynde deres voksenliv som da de voksede op, men at de i stedet forventes at starte fra bunden og skabe deres eget liv?
Kampen mellem en nyfunden rigdom og selvtilliden til at være den værdig, er i gang.
At være iværksætter er ofte ensbetydende med hårdt arbejde at gå nye veje, at opbygge tillid til investorer, banker og kunder – og når det gøres rigtigt, betaler det sig. Men hvis ejeren ikke selv skal lede og kontrollere den næste fase af formuen, hvem er så ellers værdig til det?
Familier, der definerer deres værdier, interesser og færdigheder, kan bruge deres rigdom til at udvikle andres drivkraft. Måske er det knyttet til mindet om den pioner, der satte familienavnet på landkortet og skabte de rette betingelser. Et eksempel er verdens mere eller mindre vante sociale investorer, filantroper og donorer, som gør en forskel og investerer i andres bestræbelser på at skabe en bedre verden. Som alt ejerskab kræver dette viden og erfaring og evnen til at handle hensigtsmæssigt. Det rette fokus og den rette strategi i den formuende familie, kan sikre at succesen, drivkraften og motivationen fortætter i hver nye generation.
Tænker igen på hele det sidste vers i Kristina Lugns digt. “Du skal ikke arve noget som helst efter mig. Men du skal have alle pengene.”