Formues senior familierådgiver Helena von der Esch skriver om at bidrage til, eller ikke bidrage til den næste generation. Er det en succesfaktor at lade børnene arve en velfyldt skattekiste, eller at give dem frie tøjler til at forme deres eget liv – uden en skattekiste? Hvor ligger drivkraften bag passioneret iværksætteri egentlig?
Sådan indleder Kristina Lugn den sidste strofe i sit digt “Du ska få ett panoramafönster” (dansk: “Du får et panoramavindue”). Jeg bliver ofte mindet om dette digt, når jeg hører interviews med vor tids succesfulde unge iværksættere. I sammenhænge, hvor de bliver bedt om at svare på, hvordan det er pludselig at blive ekstremt velhavende, er det ikke ualmindeligt, at de i desperat forsvar svarer, at deres rigdom begynder og slutter med dem selv. At deres børn ikke vil arve, at de ikke vil ride gennem livet på en rejesandwich eller en bananskræl, at deres liv ikke vil blive båret af en åben og velfyldt skattekiste. De vil skabe deres eget liv og få mulighed for at dyrke deres egne drifter. Ligesom mig. Den reflekterer tilbage på deres egen barndom. Måske med arbejdsløshed, fattigdom, misbrug – en barndom fuld af konflikter. Ligesom supermodeller gennem historien har vidnet om en “grim opvækst som grim ælling”, skildres en barndom med elendighed. Der drages paralleller til de stimulerende drivkræfter, der dannede grundlaget for passioneret iværksætteri.
Men er det en genistreg at fravælge den næste generations muligheder for at forvalte og udvikle deres forældres formue i den tro, at det giver autentiske incitamenter? Hvor længe skal vi fortabe os i spørgsmål om, hvordan rigdommen skal styres i en uvedkommende retning, eller hvor meget af rigdommen der anses for passende at give videre. Og hvordan forklarer du dine voksne børn, at de ikke vil begynde deres voksenliv som da de voksede op, men at de i stedet forventes at starte fra bunden og jagte deres egne drivkræfter?
Kampen mellem en nyfunden rigdom og selvtilliden til at være den værdig, er i gang.
At være iværksætter er ofte ensbetydende med hårdt arbejde, at gå nye veje, at opbygge tillid til investorer, banker og kunder – og når det gøres rigtigt, betaler det sig. Men hvis ejeren ikke selv skal lede og kontrollere den næste fase af formuen, hvem er så ellers værdig til det?
Familier, der definerer deres værdier, interesser og færdigheder, kan bruge deres rigdom til at udvikle andres drivkraft. Måske er det knyttet til mindet om den pioner, der satte familienavnet på landkortet og skabte de rette betingelser. Et eksempel er verdens mere eller mindre vante sociale investorer, filantroper og donorer, som gør en forskel og investerer i andres bestræbelser på at skabe en bedre verden. Som alt ejerskab kræver dette viden og erfaring og evnen til at handle hensigtsmæssigt. Måske er det rigtige fokus i en ny velhavende familie, troen på at passionerede drivkræfter finder sin form i en hver generation.
Tænker igen på hele det sidste vers i Kristina Lugns digt. “Du skal ikke arve noget som helst efter mig. Men du skal have alle pengene.”