Ny lov kan sikre større arv – boom i danske testamenter

Skrevet af Mia Gustavfson

Fra den 1. januar 2027 reduceres arveafgiften for søskende fra 36,25 til 15 procent. Denne ændring sker ved at fjerne den såkaldte tillægsboafgift, hvilket betyder, at søskende nu sidestilles med nære arvinger som børn og børnebørn.

Flere danskere opretter testamenter før lovændring

Danskerne opretter testamenter som aldrig før. Ifølge Tinglysningsretten er antallet af testamenter oprettet ved notar steget med 32 procent de seneste fem år – fra 38.500 i 2019 til 50.800 i 2023. Alene fra januar til oktober 2024 er der allerede oprettet over 69.700 notartestamenter. Denne udvikling skyldes blandt andet en stigende bevidsthed om vigtigheden af arveplanlægning – og fra 2027 kan en ny lovændring gøre det endnu mere relevant at tage stilling til sin arv.

Malou Trebbien, Head of Tax & Legal og arveretsrådgiver hos Formue Danmark, forklarer:
– Lovændringen kan få stor betydning for mange familier. Tidligere har søskende ofte været fravalgt i testamenter på grund af de høje afgifter, men nu kan det give mening at overveje dem som arvinger. Mange danskere vil derfor have gavn af at genbesøge deres testamente, siger Malou.

70/30-løsningen: Skal den stadig bruges?

En kendt metode til at minimere arveafgiften er den såkaldte ”70/30-løsning”, hvor 70 procent af arven tildeles en søskende, mens 30 procent går til en velgørende organisation, som til gengæld betaler afgiften for de øvrige arvinger. Denne model har været populær, fordi den kunne optimere arvens værdi, men med den nye lovændring ændres forudsætningerne.

– Har man anvendt 70/30-modellen og testeret til søskende, kan det være nødvendigt at justere testamentet, så arven fordeles efter ens oprindelige ønsker, siger Malou.

Testamente

Testamentet bør opdateres regelmæssigt

Det er ikke kun den nye lovændring, der gør det relevant at genbesøge sit testamente. Christian V. Hansen, administrerende direktør hos Formue Danmark, understreger, at testamenteplanlægning ikke længere kun er for den ældre generation:

– Med længere levealder, komplekse familiekonstellationer og øget økonomisk bevidsthed er det vigtigt for alle at have et testamente på plads. Det handler ikke kun om store formuer, men om at sikre, at ens ønsker bliver respekteret, siger Christian.

Malou  tilføjer:

– Uden et testamente kan ugifte samlevende risikere at stå uden økonomisk sikkerhed, da de ikke automatisk arver hinanden. Og i sammenbragte familier arver børn kun deres biologiske forældre, hvilket kan give en skævvridning i formuefordelingen. Derfor er det vigtigt at revidere sit testamente, når livsændringer som ægteskab, skilsmisse eller køb af bolig opstår.

Læs også artiklen om generationsskifte: Alt på plads, men ikke klar med noget som helst

Hvad betyder det for dig?

Den nye lovændring skaber en oplagt anledning til at tage stilling til sin arv. Uanset om du allerede har et testamente eller overvejer at oprette et, er det en god idé at få professionel rådgivning i god tid. Hos Formue Danmark hjælper vi med at sikre, at din arv fordeles præcis, som du ønsker det – både med de nye regler i tankerne og med fokus på at skabe økonomisk tryghed for dine nærmeste.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker hjælp til udarbejdelse af et testamente eller andre juridiske dokumenter, er du altid velkommen til at kontakte os her.

Mia producerer og driver tekst og indhold, der offentliggøres på Formues blog Indsigt, samt anden ekstern kommunikation for Formue i Danmark.

Kontakt os